Hjemmefra

NB: Medbring KØREKORT eller PAS også for børn, bilens REGISTRERINGSATTEST og FORSIKRINGSPOLICE. 

Pak tasken:

  • Sengelinned og håndklæder. Der er dyner, hovedpuder og tæpper i huset
  • Fornuftigt fodtøj og evt. regntøj, afhængig af vejrmeldingen. Der findes varme sokker og sweatre og regnslag, men ingen gummistøvler
  • Er det vinter, anbefaler svenske vejmyndigheder: Lommelygte, førstehjælpskit, drikkevand, tæpper, skovl, slæbetov, strøm på mobilen.

Find vej:

Adressen er Högalt 14, 31253 HISHULT. Find vej med GPS ved at søge på HÖGALT 14 i Google Maps eller Apple. Bemærk at der findes to steder med samme navn; vores ligger lidt sydvest for Hishult.

Med BIL: Bro eller færge tager nogenlunde lige lang tid, godt 2 timer fra København. Ruten over broen er ca. 70 km længere. Tjek priserne for broen (www.oresundsbron.com) og færgen (www.oresundslinjen.dk). Der er en del at spare ved at bruge rabatordninger. Vi har rabatkort til færgen som man kan låne.

Tager du færgen vil GPSen måske lede dig igennem Helsingborg, men du bør køre syd om byen til motorvejen E4/E6, derefter mod Göteborg / Stockholm.

6 km nord for Helsingborg drejer du af mod E4 Stockholm (afkørsel 30a). Derefter er GPSen på rette vej. Du kan også skippe afkørslen mod Stockholm og i stedet tage afkørsel 35 og køre over Hallandsåsen; det tager lidt længere tid men er en smukkere tur.

Der er elbil-ladestik på grunden, med billig svensk strøm.

Indkøb på vejen: Der er et gigantisk ICA-Maxi i Hyllinge ved motorvejen (afkørsel 65 på E4).

NB: Der gælder samme regler om godkendte vinterdæk som i DK.

Med TOG/BUS: Der går tog en gang i timen direkte fra København til Laholm (ca. 2 timer), hvorfra man kan blive hentet med bil. Ellers er der en bus fra Laholm til Hishult, hvorfra man så må gå de sidste 4 km. Eller man kan tage cyklen med i toget og køre fra Laholm – 24 km gennem skoven. Alternativt går der en bus (Linje 10) en gang i timen fra Helsingborg til Örkeljunga, det tager ca. 55 min.